På en rigtig flot forårsdag lørdag den 27. marts, markerede Næstved Roklub starten på den nye sæson og hejste standeren for 119. gang.
Ved samme lejlighed blev Bente Christoffersen hædret for at have været aktivt medlem af klubben siden 1952 – altså i 70 år.
Bente Christoffersen fortæller at hun startede som roer som 16 årig, og hun har lige siden da været aktiv roer. Allerede i 1953 var Bente Christoffersen med til at fejre Roklubbens 50 års jubilæum som blev markeret med flaghejsning der blev transmitteret direkte i radioen af Gunner Nu Hansen. Bente Christoffersen fortæller at der er sket en meget stor udvikling i rosporten i de 70 år.

”Vi tog den gang på weekendture til Svinø under ret primitive forhold. Vi fik lov til at sove på en bondemands høloft, men vi havde det rigtig sjovt fik nogle fantastiske oplevelser. I dag er det jo noget helt andet, hvor Roklubben har et lille sommerhus på Svinø hvor der er meget fine forhold i forhold til den gang”.
Bente Christoffersen blev hurtigt ro-instruktør og har været aktiv instruktør i mange år, og har derfor lært mange at ro.
”De første mange år var roning udelukkende en sommersport. Der var ingen varme i klubhuset, så når sæsonen var slut blev huset lukket af for vinteren. Derfor var det noget helt specielt når der var standerhejsning, så man igen kunne komme i klubben og være sammen med alle sine ro kammerater. I dag er der en masse aktiviteter i klubben om vinteren, og det har været dejligt at se den udvikling”, fortæller Bente Christoffersen, og fortsætter: ”Det er så dejligt at se alle de medaljer de unge roere har vundet i løbet af vinteren”. Her henviser hun til at der ved standerhejsningen blev delt medaljer ud fra de virtuelle mesterskaber vi har deltage i løbet vinteren i ro ergometer.
Bente har i løbet af de 70 år udelukkende roet motionsroning, og har holdt sig i gang alle årene. Men de seneste par år har hun ikke været på vandet. Men der var ingen tøven, da et ungt medlem kækt spurgte ved standerhejsningen om hun ville med ud og ro. Svaret kom prompte: ”Ja, hvornår skal vi afsted”.

Roklubben har nu taget hul på den nye sæson, og den 30. april inviterer vi alle der har lyst til en tur på vandet velkommen, når vi deltager i Mærk Fjorden. Og i maj måned er holder vi ro kursus for nye medlemmer, der forhåbentlig vil blive lige så bidt af rosporten som Bente.