Kategoriarkiv: Nyheder

Roklubben døber to nye både- klar til 116. sæson

Carsten Nielsen fra Spar Nord har netop døbt den nye edon-sculler “Spar Nord”. Her står han sammen med formand for Næstved Roklub Steen Kjærgaard.

Foråret er nu for alvor kommet  og det markerede roklubben på Kanalvejen lørdag med standerhejsning samt med dåb af to nye både i bådparken. 

Formanden for Spar Nord Næstveds Bankråd Carsten Nielsen stod for dåben af klubbens første båd af typen ‘Edon-båd’.  Denne bådtype er specielt egnet til børn helt ned til 10 år. Bådtypen  danner rygraden i klubbens satsning på at tiltrække flere børn til rosporten over de kommende år, fortæller formanden Steen Kjærgaard. Det er Spar Nord Fonden som har doneret de 25.000 til båden, som kom til at hedde Spar Nord. Carsten Nielsen sagde i sin tale, at han håbede at den nye båd vil få mange ture på vandet sammen med nye unge roere, der med den kæntringssikre båd kan få en tryg start på vandet. Unge Aslak Pedersen roede bådens jomfrutur.

Her har Torben Olsen netop døbt den nye gig-båd Gødensholm

I vinterens løb har klubben erhvervet endnu en båd til brug for instruktion af begyndere. Båden af typen ‘gig-båd’ er særligt velegnet til at instruere i roning med to årer. Næstved Roklubs tidligere mangeårige formand Torben Olsen døbte den nye båd ‘Gødensholm’ opkaldt efter en af de små øer i fjorden. 

Roklubben ønsker sig flere roere!

Før standeren og flaget blev hejst til tops i flagstangen, understregede formand Steen Kjærgaard i sin tale, at Næstved råder vi over optimale vilkår for roning i alt slags vejr grundet kanalen og den lukkede fjord. Netop det forhold,  sammen med de nye både, er vigtigt  for at kunne tiltrække flere roere til de i forvejen ca. 130 medlemmer. 

Med helt nye tiltag i forhold til struktureret træning for roning på vandet for motionsroere, er det klubbens håb at kunne tiltrække voksne, der har en travl hverdag men som stadig ønsker at dyrke motion sammen med andre ude i naturen. Konceptet går ud på at man kan få pulsen op og sved på panden og være hjemme igen på en time.

Virksomheden InsaTech i Bårse overraskede roklubben med en flot donation, som vil blive brugt på at promovere klubbens Åbent hus den 27. april, som holdes samtidigt med Næstved Kommunes Åbent Fjord dag. Der vil være prøveroning fra kl. 1000, samt orientering om årets ro-kursus, der starter den 7. maj kl. 18. 

Roklubben vil i årets løb også satse på skole-samarbejde, og være en aktiv medspiller ved Næstved Havnefestival den 31. august – alt sammen med fokus på at udbrede kendskabet til roning og få flere til at komme ud og ro på den skønne og trygge kanal og Karrebæk Fjord.

Klar til sæsonstart

Edon-både er en god båd til ungdosroere og begyndere.

Den 30. marts tager Næstved Roklub hul på sæson nr. 116. Carsten Nielsen fra Spar Nord Næstveds bankråd vil stå for dåben af klubbens nye ungdomsvenlige Edon-båd. Standerhejsningen markerer ligeledes, ‘Kick Off’ på klubbens netop vedtagne 2019 – 2021 strategi, hvori en helt central målsætning er at tiltrække mange flere roere i roklubben. I Næstved Roklub glæder vi os således til at byde mange nye roere i alle aldre velkommen i klubben i 2019 og ikke mindst til åbent hus 27. april kl. 10.00.

Foråret venter lige om hjørnet og i vinterens løb er klubhuset på Kanalvej blevet shinet op med et helt nyt tag, velvilligt støttet af Næstved Kommunes pulje til forbedring af foreningsfaciliteter samt Fonden Brand af 1848. Dermed kan klubbens bådpark igen ligge i tørvejr, og medlemmerne kan træne indendørs i vores træningslokale uden at blive våde når det regner.

Med penge fra Spar Nord Fonden har vi forøget klubbens bådpark med en Edon-båd, som er en begynderbåd, specielt egnet til børn og unge. Dermed kan klubben i langt højere grad introducere børn helt ned til 8-10 til roningens glæder. Carsten Nielsen fra Bankrådet vil stå for at døbe den nye båd ved standerhejsningen.

Vi har fået en yderligere tilførsel af en båd af typen gig-båd. Denne bådtype er også særlig egnet til unge, eller til motionister, der vil give den lidt gas. Denne båd døbes ved standerhejsningen af en af klubbens æresmedlemmer 90 årige Søren Mahler.

De to nyerhvervede både er de første konkrete udkom af Næstved Roklubs nye strategi 2019 – 2021. En central målsætning er, ønsket om at udbrede kendskabet til roning i Næstved på kanalen og fjorden, der byder på unikke forhold for udendørs aktiviteter i naturskønne omgivelser.

Med rosport kan tidens trend, hvor flere og flere prioriterer kombinationen af aktivt udeliv og motionering gå hånd i hånd i Næstved Roklub. Vi tilbyder instruktion og velkomst i foreningen ved at deltage i Åben Fjord arrangementet den 27.4 kl. 1000 efterfulgt af årets roinstruktionskursus som starter 7. maj og strækker sig over 5 omgange.

Herudover findes et væld af såvel sociale motionsture samt muligheden for hård træning, alt efter ønsker og behov i de aktiviteter der gennemføres af sæsonen. Fx er der åben roning mandage og torsdage kl. 18 samt roergomenter træning om onsdagen sommeren igennem. Sæsonens program byder på deltagelse i nationale kaproninger for vores konkurrenceroere, og vores motionister kan se frem til ture rundt om i Danmark, men også i Berlin og Oslo. Så programmet giver gode muligheder for dem der ønsker at pulsen op og for den gruppe af roere der gerne vil opleve verden i pagt med naturen.

Broerne er i vandet – det er forår

Lidt billeder der viser hvordan broerne kom i vandet den 3. marts 2019

Søndag den 3. marts 2019 kom broerne i vandet. Det er mere end en måned tidligere end i 2018, hvor februar og marts var så kold, at vi ikke kunne male med bundmaling før langt ind i april.

Men i år har vejret i februar været så dejlig varmt med temperaturer omkring 10 grader og tørvejr, så det har været muligt at gøre broerne klar i god tid.

Nu hvor broerne er lagt i vandet er det muligt at komme ud og ro på vandet. Men husk på, at det stadig er reglerne for vinterroning der gælder. Det betyder blandt andet at du skal ansøge bestyrelsen om lov til at tage ud og ro vinterroning inden du kan få lov til at ro vinterroning. Vinterroning må kun foregå i kanalen, og det er ikke tilladt at skifte plads ude på vandet.

Sæsonen starter lørdag den 30. marts, hvor vi har standerhejsning.

Metal med hjem fra Fyn

Anne ørsted vandt sølv i Letvægt Damer under 23 år.

Lørdag den 2. marts tog fire roere fra Næstved turen over Storebælt for at deltage i åbne Fynske Mesterskaber i ergometerroning. Det var en god ide at prøve den tur, for de fire roere lavede nogle rigtig flotte resultater.

For at tage damerne først, så blev det til en rigtisg flot andenplads til Anne Ørsted i letvægt damer under 23 år. Hun kom ind i tiden 8.05,8 hvilken var en forbedring af tiden i forhold til DM i slutningen af januar på omkring 5 sekunder. I sprintløbet over 200 meter rode Anne sig ind på en 4. plads i tiden 0.40,3 .

William Kjærgaard vandet sølv i drenge U 17 på både 1500 m. og 200 m.

I drenge U 17 blev det til en flot sølvmedalje til William Kjærgaard. De 1500 meter tilbagelagde han i tiden 5.00,7 hvilket er en rigtig flot tid I samme løb blev Aslak Pedersen nummer 5 i tiden 5.33,4, hvilket også var en rigtig flot sluttid. De to drenge stillede også op på 200 meter distancen, hvor William kom ind på en delt 2. plads i tiden 0.34,1, mens Aslak Pedersen kom ind i tiden 0.34,8, hvilket gav en delt 3. plads.

Til venstre er det Fredrik Wendel Madsen, der har fået sin bronzemedalje i Åben herre.

I herre åben klasse roede Frederik Wendel Madsen sig ind på en tredjeplads i tiden 6.36,4 for de 2000 meter. På sprintdistancen på 200 meter, rode Frederik sig ind på en 7. plads i tiden 0.37,7

Drengene overvåger hvordan Anne klarer sig på sin del af holdstafetten.

I holdstafetten var der stor tilmelding med i alt 23 deltagere. Og efter at have ventet 1 minut oDettg 6 sekunder på at måtte starte på grund af reglerne for handicapberegning kom Næstveds hold i mål som nummer 7 i tiden 7.47,4.

Dette var vinterens sidste konkurrence. For udendørs sæsonen står for døren, og vi skal helt frem til den 4. maj før den første regatta på vandet finder sted på Odense Kanal. Den første styrkeprøve langdistance på 6 kilometer.

Fine resultater ved EM

Snevejr og konkurrencer i januar er ikke noget man normalt forbinder med roning. Men lørdag den 26. januar dannede Gladsaxe Hallen rammerne om Europa Mesterskaberne og Danske Mesterskaber i indendørs-roning, med deltagelse af omkring 1.000 roere fra 23 lande. Der var derfor lagt op til virkelig skarp konkurrence i romaskinerne.

Næstved Roklub havde 4 roere med til mesterskaberne, og der var tale om rigtig fine resultater.

Bedst gik det for William Kjærgaard, der roede sig ind på en 4. plads i drenge under 17 år. Han roede de 2000 meter på 6.46,8 hvilket var 8 sekunder fra en plads på podiet. I ergometerroning er 8 sekunder meget lang tid.  I samme løb blev det til en 12. plads for Aslak Pedersen.

I kvinder letvægt under 23 år roede Anne Ørsted sig ind på en 7 plads i tiden 8.10,8 og her var der tale om meget tæt konkurrence om pladserne fra nr. 5 til 8.

I mænd åben klasse, hvor alle eliteroerne deltager, roede Frederik Wendel Madsen sig ind som nr. 13 i det virkelig skarpe selskab. Han gennemførte de 2000 meter på 6.36,8. Vinderen Sverri S Nielsen blev europamester i ny europæisk og dansk rekordtid på 5.47,5, og de første seks placeringer kom under 6 minutter. Det er et lige så stort mål at komme under 6 minutter i ergometerroning, som er at løbe under 10 sekunder i 100 meter i atletik.

I masters mænd 50 til 59 år blev Jan Stampe Jensen nummer 9 på 2000 meter distancen i tiden 7.05,9 og på den halve distance, 1000 meter, kom han ind på en 11. plads i tiden 3.23,5.

Der var ikke tale om personlige rekorder og derfor skal der stadig trænes i træningslokalet frem mod sæsonstart i april.

Foredragsaften i Roklubben

Når den olympiske sejrskrans er visnet

Tirsdag den 26. februar inviterer Gamle Næstved Roere til foredragsaften i Roklubben med tidligere OL roer, og nuværende Provst i Næstved Provsti, Anna Kluge.

Foredraget har titlen Eliteroning i medgang og modgang og her vil Anna Kluge fortælle om både forsiden og bagsiden af OL-deltagelsen .

Forud for foredraget er der spisning kl. 18.30 og tilmelding til arrangementet skal ske senest den 23. februar. Pris 100 kr.

Arrangementet er åbent for alle medlemmer af Næstved Roklub og Gamle Næstved Roere. Ledsager er selvfølgelig meget velkommen.

Se hele invitationen og læs mere om aftenens foredrag i invitationen

Jul i romaskinen

Mens vi venter på julemaden ror vi da lige et halvmaraton

Juleaftens dag brugte 11 friske roere på at ro en halvmaraton i romaskine for at bruge ventetiden på noget fornuftigt, og for at skabe lidt ekstra appetit til julemaden.

Morten F, Jan, Magnus, Frederik Bjarne , William og Mikkel roede hele distancen alene, mens Aslak og Viktor samt Anne og Morten T gik sammen deltes om de lidt mere end 21 kilomter.

Efter næsten 1 time og 20 minutter kom Frederik først i mål, mens de øvrige kom ind i mål i løbet af de næste ti minutter.

Det var hårdt, men det var i den grad også en helt særlig oplevelse at ro sammen med de andre samtidig med der var sat storskærm op, hvor man kunne følge med i hvor de enkelte lå i feltet.

Efter strabadserne var lige tid til at få et lille stykke chokolade og en sodavand for at få sagt glædelig jul til hinanden. Og så var det ellers bare hjem til familien for at fejret højtiden.

Indkaldelse til generalforsamling 21. februar 2019

Der indkaldes hermed til den ordinære generalforsamling i Næstved Roklub torsdag den 21. februar 2019 kl. 19.00 i Næstved Roklubs lokaler

Der er indkommet 1 forslag til behandling under indkomne forslag, som skal behandles på generalforsamlingen.  Download forslaget nedenfor. (opdateret 13-02-2019)

Se indkaldelse og dagsorden her:Generalforsamling 2019 indkaldelse

Hjemmesiden ser anderledes ud

Igennem lænosgere tid har der været problemer med at forsiden ikke bliver vist som den plejer. Derfor har jeg som administrator nu taget skeen i den anden hånd og lavet radikalt om på layoutet.

Vi har haft problemer med at kalenderen ikke virkede, men det har jeg fået den til efter at have indført dette nye format. Kalenderen er nu helt up to date i så den passer i 2019. Gå derfor roligt ind på kalenderen, så ved du hvad der sker.

Facebook og instergram er fortsat de to medier, hvor opdateringerne går hurtigst. Derfor skal der her lyde en stor opfordring til at følge os på de to sociale medier.

Vi arbejder på at få løst problemerne, men det er desværre ikke så lige til.