Standeren er strøget for i år

2477_fb_flag

Lørdag den 29. oktober sluttede sæson 2016 – Næstved Roklubs 113. sæson – i rigtig smukt vejr, om end det var noget blæsende til klubmesterskaberne.

Lisa Petersen fik æren af at stryge standeren, hvilket var klubbens måde at sige hende tak for det store arbejde hun i årets løb har gjort ved at male vinduer og stå for malerprojektet i den nye gymnastiksal.

I løbet af sommeren har vi fået lavet en helt ny gymnastiksal, så vi nu er klar til at kunne tilbringe mange træningstimer indenfor i vinterhalvåret. Det er blevet noget dyrere end vi havde regnet med, men til gengæld er det blevet rigtig godt.

Ude på kaproningsbanerne har de unge høstet mange fine placeringer. Anna Frimann har været med til Baltic Cup med ungdomslandsholdet, hvor de kom i mål som nummer 2 kun slået af nogle meget stærke tyskere. Malthe Kaptain, Rasmus Bjerre og Anne Ørsted har alle klaret sig rigtig fint ved årets regattaer, og vi kan være stolte af deres præstationer, sagde formanden i sin tale.

Årets helt store begivenhed var OL i Rio. Morten Jørgensen kom hjem med en rigtig flot sølvmedalje, og den 11. august, hvor finalen blev roet, var vi rigtig mange der spændt fulgte med i løbet i roklubben. Det er en rigtig flot præstation at vinde sølv, når forberedelserne for Mortens vedkommende ikke har været optimale.

Klubmesterskaberne blev traditionen tro afviklet før standeren blev taget ned. Der var ikke så mange deltagere, men det lykkedes dog at få samlet to hold i de fleste løb. Løbene blev afviklet i fint vejr selvom det var noget blæsende.

2497_fb2485_fb2515_fb2506_fb

 

Skriv et svar