sol, blikvand, fisk og fadøl

En tradition er brudt – næsten da. I modsætning til de seneste års Fisk og Fadøl viste vejrguderne sig fra deres 95% gode side d. 17. sept. ’17. De 46 stænk og et enkelt tordenskrald var for intet at regne i forhold til forrige år, hvor turen blev aflyst pga. regnvejret, og sidste år hvor deltagerne blev våde og kolde, også udvendigt. Det understreger blot vigtigheden af at holde ud og tro på, at selv Fisk og Fadøl kan afvikles i brugbart vejr.

Alle otte mand m/k oplevede nystrøget vand på Karrebæk Fjord på ud- og hjemvejen, forbavsende lidt vind og masser af strøm, medstrøm selvfølgelig. Se billedet begået af Per Søndergaard. Der er i øvrigt flere billeder på Facebook, også fra Pers hånd.

Ditlevsens Fiskehus havde igen i år den glæde og ære at servere fiskeanretninger og fadøl til roere fra NR. Maden blev spist under diverse urbane meningsudvekslinger om mad, restauranter, politik og andre aktuelle emner. Hvor er det bare skønt at være sammen med en flok mennesker med forskellige meninger, uden at stemmerne bliver hævet eller møblerne flyver gennem lokalet.

Tak for en god tur.

JD

Skriv et svar