Ferietur på Gudenåen

I juli måned var Anne, Fredrik, Lisa,  Uffe Jens-Peter og Morten på en skøn ferielangtur på Gudenåen. 130 kilometer blev det til over tre dage – i medstrøm – så det føltes ikke så slemt.

Vi pakkede bådene onsdag aften, og lod traileren stå i klubben til torsdag middag, hvor vi spændte bilen for, og begav os over Storebæltsbroen til den jyske højderyg. Målet var Skanderborg, hvor ro-turen skulle begynde fredag morgen. Bådene blev løftet af bådtraileren, og bilerne blev tømt for bagage, og herefter drog Jens-Peter og Fredrik i hver deres bil til Randers, hvor bilerne skulle vente på os til søndag. Imens Fredrik og Jens-Peter var i Randers fik vi andre sørget for lidt indkøb. Vi havde en rigtig smart app på telefonen, der kunne finde den nærmeste butik. Så vi endte med en god tur gennem skoven på et par kilometer og fik handlet ind i Fakta. På vejen hjem blev Anne godt kørende, da vi fandt en fin trehjulet børnehave-cykel i en branddam.

I Skanderborg Roklub skulle der have været grillaften for medlemmerne hvor vi kunne få lov at være med. Der var dog ikke nogen tilmeldinger, men Anders og Anja havde været ude og ro, og ville have været til grillaften. Så det endte med at de spiste sammen med os, og vi fik en hyggelig aften i smukt sommervejr – indtil det begyndte at regne.

Efter en god nats søvn, der dog blev noget kort, da ingen rigtig kunne sove, efter det var blevet lyst, stod vi op og fik gjort klar til dagens etape på 51 km. og to overbæringer. Vi lagde fra broen før kl. 8.00 og havde en smuk tur over Skanderborg Sø i fuldstændig stille vejr. Vi fandt Tåning Å uden de store problemer. Den er meget smal, og der er mange forhindringer i form at træer der hænger ud over åen. Så vi opfandt en ny kommando der hedder: “Kig til nakken”.

Dagens første overbæring var ved Fuldbro Mølle. Her skal bådene bæres over en trafikeret landevej, hvor der bliver kørt stærkt. Man skal på dette sted tage sig meget i agt, og gå forsigtigt, for der rejst en mindesten for en Jens, der faldt på dette sted i 1864.

Overbærringen blev klaret i fin stil og i et raskt tempo, og nu gik turen videre gennem en meget tilgroet å, i 300 meter inden vi nåede ud på Moss sø, der var i stor kontrast til det smalle stræde. Moss Sø er omkring 8 km lang og rimelig bred, så der kan komme godt med bølger på. Men denne fredag, var søen blevet strøget, og det var et smukt syn, hvor det kun var os der befandt os på den store sø. Vi skulle lige rundt om en pynt for at komme ind i Gudenåben. Så vi roede ind hver gang vi kom forbi en pynt, og ved anden pynt så vi endda et skilt ved indsejlingen til åen, der dog viste sig at kunne flyve. (Så det var nok bare en hejre). I tredje forsøg fandt vi Gudenåen som var markeret på et skilt der stod fast.

Vi havde en skøn tur op imod Ry, hvor vi undervejs holdt en lille frokostpause, som dog blev spoleret lidt af en byge. I Ry skulle vi bære båden over endnu en vej og det klarede vi i lige så fin stil som første gang. Da vi havde fået bådene i vandet havde vi fortjent en is og en kop kaffe og vi trængte til at sidde på noget mere behageligt end et rullesæde.

Turen gik videre over Juul Sø og forbi Himmelbjerget – stadig på en helt stille og blank sø. Men der var lidt mere trafik på søen end vi havde været vant til. Mange var ude og lufte deres både denne smukke fredag eftermiddag. Sidst på eftermiddagen nåede vi Silkeborg hvor vi skulle overnatte til lørdag.

Vi var godt trætte ovenpå den første dags lange etape, så det var dejligt, at der i Silkeborg er gæsterum med køjesenge.

Lørdag morgen var det regnvejr, men ikke noget at snakke om for en rigtig roer. Vi lagde ud, så vi kunne komme igennem slusen i Silkeborg lige efter klokken hvor slusekiosken åbnede. Efter slusen fik vi virkelig glæde af strømmen, og vi nåede nogle gange en hastighed på 12 km/t. Det gik i flyvende fart gennem åen, og det var pice of cake. Men da vi nåede Tange Sø, kunne vi pludselig mærke at det blæste. Så de sidste 8 km blev en hård tur i modvind.

Vi ankom til Tange Roklub – som ligger smukt i bunden af Tange Sø. Her nød vi sommervejret – for det var klaret fint op, og fik slappet lidt af. Anne og Fredrik var friske og gik til Bjerringbro – 5 km hver vej – for at købe det proviant vi manglede. Vi fik rigtig dejlig langtursmad – Spaghetti og kødsovs – som blev sat til livs med god appetit efter dagens etape.

Søndagen startede med ca 500 meters roning inden vi skulle bære bådene over ved Tangeværket. Det var ikke nogen nem opgave at få bådene op af slisken men det lykkedes at få dem op og lagt på bådvognen. Bådene skal køres omkring 300 meter rundt om værket, skal ned ad en meget stejl sliske. Vi fik begge både over på omkring 3 kvarter og kunne fortsætte vores tur imod Randers. Det gik strygende med god medstrøm og medvind og vi kom forbi Grundfos og mange andre spændende ting undervejs, og fik set en Rød glente og et væld af hejrer.

Midt på eftermiddagen nåede vi Randers, hvor vi fik pakket bådene på traileren, fik et bad, og derefter lagde kursen hjem over mod hverdagen. Med i rygsækken havde vi en masse dejlige naturoplevelser og godt samvær med gode rokammerater.

Skriv et svar